Første spadestik til Science-center for naturvidenskabelige talenter på Sorø Akademi

Den 4. februar blev de første spadestik taget til et nyt naturvidenskabeligt center og indkvarteringshus på Sorø Akademis Skole, som E. Pihl & Søn A.S. skal opføre

07.02.2008  Pressemeddelelse

Bygherre på det nye Science-center i Sorø er Ejendomsselskabet Absalon A/S, og det er A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, som med en donation på 110 mio. kr. har gjort det muligt at opføre Science-centret med tilhørende indkvarteringshus.

Gedigent kvalitetsbyggeri

Science-centret opføres efter Arkitektfirmaet Kjaer & Richter A/S’ vinderforslag som en toetages cirkulær bygning og indkvarteringshuset som et toetages længehus med forskudte bygningskroppe.

I projektkonkurrencematerialet har det været et krav, at både Science-center og indkvarteringshus kommer til at fremstå som et gedigent kvalitetsbyggeri med et minimum af vedligeholdelsesbehov, og begge bygninger vil indgå i arkitektonisk samspil med Sorø Akademis historiske bygninger og de omgivende bevaringsværdige træbeplantninger.

Hjertet i centret er et atrium, som visuelt binder etagerne sammen, og som sammen med bygningens cirkulære form skal sikre naturlig ventilation og et godt indeklima. Med formen opnås desuden maksimalt udsyn til Sorø Sø og naturligt lys i bygningens lokaler. Lette skillevægge åbner for nem omdisponering af etageplaner og gør bygningen fleksibel og fremtidssikret.

Byggeriet forventes klar til indflytning medio 2009.

Erfaring fra andre institutionsbyggerier

- Pihl er glade for opgaven, hvor vi skal være med til at skabe de fysiske rammer for læring og udvikling. Vi har i forvejen erfaring fra en lang række institutionsbyggerier, bl.a. Københavns nye universitet på Amager, laboratoriebygning på KAS Herlev, Statens Seruminstitut og Biocentret i Universitetsparken, fortæller Bo Svendsen, projektdirektør i Pihl.

Yderligere oplysninger:

Bo Svendsen, projektdirektør
E. Pihl & Søn A.S.
Nybrovej 116
2800 Lyngby
Telefon 45 27 72 00
Fax 45 27 71 00
www.pihl-as.dk

Qorlortorsuaq Vandkraftværk
Beirut Havn
Campus Skejby
Koncertsal, DR-byen
Brøndby Ny Stadion